Links

Bomlauget og dets bomme

Siden den 25. marts 2001 har Danmark været en del af Schengen samarbejdet. Og mellem Nordkap og Sicilien er der kun fire grænsebomme. De står alle i den gamle Bov kommune ved den dansk-tyske landegrænse omkring Kruså og Padborg. Og når de findes netop der, skyldes det hverken en protest mod Europas åbne grænser eller en forglemmelse. Næh – de står der, fordi Bomlauget værner om dem som et minde om en grænsekontrol, der var engang. Bommene er smukt vedligeholdte i rødt og hvidt. Og de forbipasserende kan på info-tavler på flere sprog få hele historien om grænseovergangsstedet, gendarmerne, gamle tider – og Bomlauget.

Du kan læse mere om Bomlauget her

Oldemorstoft - et besøg værd

Den gamle gård, "Oldemorstoft", i Bov/Padborg har siden 1979 været hjemsted for Bov Museum. I dag bærer museet gårdens gamle navn. Her kan man bl.a. se en større samling genstande fra det sønderjyske landbrugs historie samt en spændende udstilling om grænsebevogtningen siden genforeningen i 1920. I museets hyggelige café kan man drikke en kop kaffe med sønderjyske kager. Og grupper kan bestille et udvalg af det berømte sønderjyske kaffebord. Gården er kendt tilbage fra 1470. Og i 1481 fik den privilegium som frigård, noget helt specielt for de slesvigske hertugdømmer. Bonden på "Oldemorstoft" var kongens loyale undersåt. Og helt frem til krigen 1864 havde gården privilegiet og fungerede under den danske krone blandt andet som kro og herredsfogedgård. Efter genforeningen blev jorden efterhånden solgt fra til byudviklingen i Padborg. I 1960 ophørte landbruget på "Oldemorstoft", og kommunen tog over. I dag er gården en spændende kombination af de gamle bygninger og tre pyramider til udstillinger.

Hjemmeside: Klik her

Hvad finder du på arkivet?

Bov Lokalarkiv befinder sig i kælderen under Bov Bibliotek. Her har vi en samling af skrifter og fotos helt tilbage fra den gang, området udelukkende var en samling af bøndergårde i Bov og Holbøl kirkesogne. Vi rækker tilbage til omkring 1700-tallet og frem til i dag.
Vi har 65 hyldemeter med skrift og ca. 9000 billeder.
Vores opgave består i at bevare historien for eftertiden.
Vi er 11 frivillige, der arbejder løbende på sagen.
Og vi kan træffes på tirsdage i lige uger fra klokken 14.00 - 16.30 i arkivet ved Bov Bibliotek, Bovvej 4, 6330 Padborg.

Arkivleder Ejgild Lund

Lokalarkivets mailadresse:

lokalarkivbov@gmail.com

Gode links for historisk interesserede

Museet i Kobbermølle er en ægte specialitet, når der gælder historien om den tidlige industri i Danmark og Slesvig-Holsten. Og så fortæller museet også om en ganske særlig del af grænsedragningen efter afstemningen i 1920. Det er et spændende dansk/tysk sted at besøge. Det ligger ganske tæt på grænseovergangen ved Kruså. Og når du besøger Kobbermølle, vil du finde arbejderboliger, der giver minder om Nyboder. Du kan læse meget mere her:
www.industriemuseum-kupfermuehle.de/da

Studieafdelingen og arkivet Forskningsafdelingen ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig
https://star.dcbib.dk

Rigsarkivet i Aabenraa
www.sa.dk

Museum Sønderjylland
www.museum-sonderjylland.dk